Månedsarkiv: december 2010

Mit domæne

Endelig blevet min egen wordpressechef.

Jeg har glædet mig til alle de muligheder der er i blogsystemet WordPress, jeg nu er gået over til, efter hidtil at have brugt (go’e gamle) Smartlog. Jeg har nu heller ikke noget imod at udgive på eget domæne absolutasger.dk fremfor det knap så chikke absolutasger.smartlog.dk

Især savnede jeg ved behov at kunne bruge større billeder uden at være nødt til at vende dem på højkant, samt generelt større kontrol over indlæg, datoer og redigering. Og så selvfølgelig aaalle de smarte funktioner, design og finesser der findes i WordPress.

Nu har jeg så siddet længe med tungen lige i munden og klippet, klistret og kodet for at tilrette mit nye avancerede WordPress-tema i udseende og funktion. De gamle billeder kan stadig vises, og større er mulige UDEN at selve tekstlinjerne bliver længere af den grund. Også det indiskrete klokkeslæt på kommentarer og indlæg er ændret.

Og så ser jeg  YAKK – at mine ændringer har fået den nye blog til at ende med at ligne den gamle smartlog på en prik!

Men sådan er det, det gør heller ikke noget, og det er ikke så mærkeligt jeg sy’s det er sådan en blog ser ud. For da jeg første gang for tre år siden fik øjnene op for, at det der med weblogs, hey, det kan da vist godt bruges til noget, ja da var det netop en smartlog-blog “Helles Hyggeblog” jeg var faldet over og læste, og slet ikke kunne lade være at følge.

Smartlog synker !

Blogsystemet Smartlog, jeg har skrevet i indtil nu, har eksisteret siden 2003, som vistnok et af de første herhjemme. Jeg kan i hvert fald huske presseomtalerne i den anledning, af “opfinderen” og programmøren bag, Morten Blinksbjerg Nielsen.

De første år blev der både videreudviklet og håndteret problemer i systemet, det må være svarende til mens den oprindelige programmør stadig var tilknyttet Fyns Amtsavis/Medier, men derefter er det som om it-vedligeholdelsen af systemet er blevet noget fraværende.

Eksempelvis har der indtil for nylig været kludder i årstal/måneder, som optrådte fast alle bloggerne gennem et halvt eller helt år. Bruger- og supportforum er også forsvundet, og der er ikke megen hjælp eller anvisninger at finde. Mærkelige engelsksprogede tekster fylder listerne for nye blogs og indlæg.


IMG_5940.JPG

“Non-stop”, er science fiction-forfatteren Brian Aldiss ‘ gennembrudsroman om et menneskerne i et gigantisk rumskib. I det noget forfaldne indre af rumskibets enorme sektioner, med urskovsvegetation og det hele, lever folkene deres eget liv, uden minde om fortiden. En dag begynder en mere nysgerrig gruppe at udforske “væggene” omkring, trænger efterhånden gennem flere af rumskibets sektioner, og opdager at til sidst, at de befinder sig på et sådan et multi-generational starship . De når til sidst frem til kontrolrummet forude, tomt, og indser de er forladte alene ude i rummet; at der ingen er ved rorpinden længere.

Netop sådan har jeg en fornemmelse af, at smartlog er et drivende spøgelsesskib i cyperspace, og vi bloggere er de eneste ombord. Der er ingen tegn på overordnet liv, og hvis det lykkes os at trænge frem til kontrolpanelet, er jeg bange for at vi i cockpittet hverken finder noget mandskab eller den forsvundne kaptajn.

Non-stop, slutningen, hvor der nu pludselig sker noget nyt med rumskibet (potentielle boglæsere luk øjnene før læser videre her): “….De kunne se det hele. Spalterne i den ædle rygbue svulmede op til kløfter. Så blev kløfterne afgrunde af rum. Så var der ikke længere et skib, kun firerogfirs store mønter som blev mindre og mindre, hvirvlede væk fra hinanden, faldt i evighed i en usynlig bane. Og hver mønt var et dæk, og hvert dæk var nu en verden i sig selv, og hvert dæk sejlede med sin tilfældige last af mennesker, dyr og hydroer stille rundt om Jorden, som en prop der flyder i et bundløst hav…)

Sådan frygter jeg det en dag vil gå med Smartlog, derfor kigger jeg mig nu i tide om efter et sikrere ståsted for min blog. Det har ellers været et godt og ukompliceret sted for mig at træde mine barneblogsko, selvom jeg efterhånden er begyndt at savne flere finesser og at have kontrollen fuldstændig selv,be my OWN captain.

Nu skal jeg være ærlig: arkivkludderet i Smartlog BLEV rettet til sidst. Og ikke mindst har jeg har med glæde konstateret at funktionen “exportér din blog” må være blevet rettet, for den ser ud til at fungere upåklageligt. Da jeg for godt et års tid siden undersøgte eksportfunktionen, var der ellers et svært rod i de eksporterede kommentarer, indlæg og deres datoer.

Det jeg i øjeblikket tror til sidst vil kvæle Smartlog, af konkurrerende dødsårsager, er mængderne af spam, der kryber ind som rotter overalt på skibet. Jeg håber selvfølgelig for mine medrejsendes skyld, at det vil gå bedre end i min her forudskikkede dystopi. Og sniger mig så ellers ubemærket ud.