I år blev Grænsecykelløbet uden mig, jeg er så smålig: 170 kr. for de 100 km er lidt for højt, selvom der er flot og hyggelig bespisning bagefter inkluderet.
Det ville i alt være blevet 300 kr. for at cykle de 100 km, med eftermtilmeldingsgebyr på 30 og så for 100 benzin til min tørstige røde ven, nu der ikke er fælleskørsel til Rødekro.
Og så fordi jeg også er en pivskid, der er bange for vand, og med de foregående dages regn ikke havde vovet forhåndstilmelde.
Det med deltagerpris er nu ikke specielt møntet på Grænsecykelløbet; der er herhjemme flere der er dyre, men også nogle der holder prisen lav. I mine øjne er den dog generelt for høj, ikke mindst fordi jeg kan skele til vores venner i Tyskland og se en helt anden politik for deltagelse og pris praktiseret.
Da den søndag oprandt, skulle jeg sådan set alligevel ud at cykle, hmm, hvad finde på, hvor køre hen? Der var halvvådt om morgenen, med truende bygeskyer overalt, ikke noget klubtræningsvejr, men jeg SKULLE jo ud:
Ja ja da, jeg kunne jo afprøve en gammel idé eller teori, nemlig at se et motionscykelløb som tilskuer på den bedste måde, studere dets anatomi på det ellers utilgængelige kørende stykke midtvejs mellem start og mål. Teorien går på, at hvis nu jeg selv triller den modsatte vej, får jeg ALLE deltagende at se; intervallerne mellem dem også, det er lige så vigtigt. Ligesom at høre pauser og lyddøde passager i musik.
Ved at regne lidt på afstande, starttidspunkter og hastigheder, kom min egen 85 km træningstur hjemmefra til at passe, så de midterste 15 lige netop dækkede modpassagen af, hvad der senere har kunnet opgøres til 180 grænseløbskørere. Udsynet var fremragende, dér fra Felsted til Holbøl, hvor der først kom de forventede sammenbidte hurtigste 2-3 grupper, og siden lidt mere løsslupne grupper, par og “lonely riders”.
En ting der slår én som “observatør”, men kun lidet fornemmes når man selv deltager, er at så mange kommer bare 1-2 ad gangen (efter 70 af 100 km). Er det mon ikke sjovere at være lidt flere sammen mon?
Spørgsmålet er dog for polemisk. For jeg ved godt, at når først startgrupperne er blevet “atomiseret”, er det svært i praksis at finde sammen igen. Den der er kommet forud vil ikke sætte sit forspring over styr, endsige opgive tanken om at indhente nogen forude, og den der er bagud kæmper utvivlsomt af al magt for netop det samme. Så tanken om med vilje at lade sig falde lidt tilbage til godt selskab forbliver en fin teori. Det er forresten heller ikke sikkert der ER nogen bagude at falde ned til, især ikke i små løb.
I forbifarten må jeg kaste det råd ind, fra egen erfaring i al almindelighed, at man forsøger time sin afgang fra depoterne, så det bliver med andre. Hvis altså ikke man har sprunget det over. Det er i Grænseløbet let at komme til, fordi depotet ligger efter det letteste første stykke af en trods alt relativt kort total distance.
En punktist i Holbøl, jeg konverserede, fortalte at de havde haft regn nogenlunde hele første halvdel af deres 100 km. Alligevel var jeg på det tidspunkt, efter at netop have passeret alle deltagere modsat, LIDT misundelig på alle de brave cykelrytttere jeg havde set; også på Villi og Finn L. jeg lige nåede at hej’e undervejs. Som de eneste forhåndstilmeldte fra klubben var jeg forberedt på at genkende dem.
En tanke ligger så tæt på, at jeg er ikke kommer uden om at nævne den, men altså: jeg ville ALDRIG finde på at køre ad løbsruten den rigtige vej samtidig med det afholdes, og endnu mindre gøre det sammen med en gruppe der bare er på træningstur. Det er både luset og irriterende for de rigtige deltagere.
Uskikken har jeg af og til set til løbene; heldigvis er jeg sikker på det ikke skyldes andet end manglende omtanke. Men må også indrømme at min indsigt kedeligvis stammer fra for længe siden, da jeg var ung og ureflekteret, let forlokkelig og med på netop den værste.
En helt anden tanke kan strejfe én: om man er for kedelig, som en Svend Erik Kedeligs Kvartet uden kvartet, ikke at være taget med til løbet alligevel.
