En masse trætte cykelsko uden fødder, kendte og mindre kendte. Det betyder? Jo altså:

Min forhåbning om et gensyn med Rynke’rne blev hurtigt indfriet, efter en invitation til Team Rynkebys træningstur Sønderborg-Rømø og retur igen.

Start klokken 8 i en kølig tåge, den første defekt har lige meldt sig, men vi har lovning om sol over skyerne.

Lidt senere bliver det da også til bare arme og ben, så jeg får overhovedet ikke brug for den alternative overskrift Rømørøvtur.

Ved Rødekro slutter dem fra Aabenraa a’ sig til os.

Og i Skærbæk støder resten af holdet fra Team Rynkeby til; de er kørt fra Kolding samtidig.

Støder TIL, ikke sammen, selvom det næsten ser sådan ud.

Alle på vej ud over Rømødæmningen. Team Rynkeby Sønderborg s kaptajn Poul F. er ham på den gule cykel.

Forbi Skt. Clemens Kirke på Rømø, på vej nedover mod Havneby.

Gensyn med billedet hvor de fleste har stillet trætskoene, ved turens vendepunkt og pause; her er vi blevet inviteret indenfor hos “Blue Water Shipping” i Havneby.

Man skulle synes det nærliggende at være mere træt andetsteds, men jeg ser ingen der har smidt bukserne.

Mit ydmyge måltid. Cykelrytteres glubende kulhydrathunger underskønnes og undervurderes tit; der var dog heldigvis mere senere.

Jeg  nøjes med at vise mine egne velplankede klubkammerater, for ikke at komme ud i en spisesituationsindiskretion.

Igen på cyklerne og nordpå mod dæmningen, gennem Rømøs lyngklitter og skov.

Snart hjemme igen, ned over Sundeved mod Als.

Altid liv omkring Julie; mix-mandskaber er nu særlig charmerende.

Gensyn med Mariekirkens tårn i Sønderborg klokken seks sharp. Det har været en god dag.

Det er gået smertfrit og føltes let, selv ved hjemkomsten efter de 230 km, og jeg var sikker på at også skulle cykle igen dagen efter.

Søndag morgen var jeg så ganske forskrækkeligt øm og mør over det hele, og pjækkede fra søndagstræningen.

Man skulle tro det er lykkedes nogen på en eller anden måde at smugle en ært ind under min sadel dén morgen inden vi kørte fra Sønderborg.

For jeg er en rigtig langtursrytter.

 

 

Endelig kunne de forventede FF-words trækkes ud af mølposen, da jeg i weekendens varme kunne glædes ved at smide løse arme og ben.

Var i weekenden på en tur med Team Rynkeby , inden de cykler til Paris. Nu i år hvor der er kommet et hold med base i Sønderborg, har teamet været søde at invitere os fra lokale cykelklub med på træningsture. Det var rigtig hyggeligt. Det vil jeg gerne gøre igen.

 

 

 

 

 

 

Nu ryger startnummeret fra Grejsdalsløbet endelig af.

 

Efter et løb kører jeg altid nogle dage med nummeret stadig på, for ligesom diskret prale med at have været frisk og ude at køre løb. Om nogen beskuere overhovedet aner at sådan ser numrene også ud til landevejscykel-VM, ved jeg ikke. Men man føler sig med i familien. Ligesom den Storm P. tegning, hvor den ene tykmavede portvinsnæse siger til den anden: “Ja, når man sådan står og skuer ud over havet, kan man godt mærke at man nedstammer fra vikingerne”.

Dén søndag i Grejsdalen blev skøn: på forhånd havde jeg besluttet denne gang at følges med det største hold fra klubben, fremfor kun at satse på en god tid, for det har jeg trods alt har gjort nogle gange efterhånden synes jeg, og jeg vil jo gerne prøve alt i cykling.

Med så meget tid at give af, nu jeg ikke skulle bruge min tildelte seedede tidlige starttid, kunne det selvfølgelig ikke gå anderledes end at jeg kom for sent til klubholdets start.

Så gik jagten efter dem, det elsker jeg bare. Så meget, at i Hedensted skulle jeg egentlig have været inde og vende, men jeg sad så godt…

Tilbageskuende kan jeg regne ud, at netop dér ved depotet kørte jeg forbi de andre mens de var inde. Men jeg var heldig at punktere senere gennem Vejle by, og så er DE kørt forbi MIG, mens jeg stod og lappede.

På’en igen, fuld fart frem; jeg kunne jo fortsætte at spille fandango, fordi jeg ikke behøvede kunne holde tempoet helt til mål i dag, og så var der bingo på toppen af Munkebjerg ved casinoet, hvor jeg omsider mødte Villi og de andre. 

 

 

DERFOR var det en skøn dag: jeg fik prøvet det hele, både det ekstremt hektiske til Munkebjerg, og at følges resten af vejen.

Cyklede en tur sent i går, inklusive et par gange op ad Grønnekærvej . Mørket faldt på, og nattehimlen begyndte at lyse. Med en dekorativ stjerne placeret det helt rigtige sted.

 

 

 

Her er ingen kunstig horisont, det er den rigtige Dybbøl Mølle, kvalivare, for det er jo Dybbøl Banke jeg cykler op ad. Prikken over i’et er forresten slet ikke nogen stjerne, men Venus som ses på vest-nordvesthimlen i begyndelsen af maj.