Når jeg var med min mor i Magasin du Nord (i Århus altså), dengang før jeg var begyndt i skole, sagde hun altid, at hvis jeg blev væk, skulle jeg gå op til informationen, så ville vi mødes dér.
I dag var vi otte på mountainbike kørt ad landevejen ud i Gråstenskovene, hvor der er så tæt og så mange stier, og tabte en mand derinde; det er jeg aldrig særlig glad for.
Og hver gang står vi desværre også derefter og finder ud af, at der ikke er aftalt nogen plan B. Det kunne jo ellers bare være at køre til sådan-og-sådan, hvis man er kommet uhjælpeligt fra hinanden.
Eller måske, når alt andet svigter, bruge den mobiltelefon som vist de fleste på mtb har med sig! Den har jeg endnu aldrig set brugt sådan, og det er da også rigtig usportsligt, nogenlunde at sammenligne med at være spejder og være villig til at bruge en hel KASSE tændstikker, fremfor de obligatoriske to, men det er en mulighed.
På en tur langt hjemmefra, må det være nødvendigt at aftale noget forinden. Eller følges (urimeligt/umuligt) tæt.
Vi fandt selvsagt ikke den fortabte igen, men var dog denne gang heldigvis i stand til at køre tilbage ad samme vej, indtil der hvor han sidst havde været med, så forulykket er han ikke. Men rarest er det, hvis man også kan køre hjemad sammen.