Månedsarkiv: september 2009

Grænsecykelløbet 2009

Alt var rigtigt den dag, sol og blå himmel, ganske svag vind, varmt uden at være for varmt.

Det er ikke første gang jeg har været til Grænsecykelløbet, men ruten er ændret en gang i mellem, så den var ny. Det plejer også at være de ældste klasser fra Rødekro Skole på arrangørsiden, men i år var hjælpere/officials bestemt mere senior end junior, så det er nok Rødekro Cykel Klub (RKCC) selv, der nu står for det.

Ruterne var tidligere 80 og 130 km vistnok; de er nu slået sammen til én på 100 km. Det er utvivlsomt lettere at arrangere, og for deltagerne (mit synspunkt) er det altid sjovere jo flere andre deltagere, der er med på éns distance. For min skyld gerne længere, men så ryger fidusen med at trække 80’erne med op sikkert.

Et særkende er altid bibeholdt gennem årene, trods ruteændringer: et sving ned i Tyskland, kald det løbets signatur. Selvom det ikke længere føles helt så spændende og forbudt som før grænsen blev åbnet, er der altid noget eksotisk ved at køre i UDLANDET.

Et andet særkende for løbet er desuden nu gjort obligatorisk: Til after-cycling serveres RIGTIG middagsmad, kaffe og kage inklusive, indberegnet i de 150 kr. startpenge.

Det er helt sikkert logistisk svært med eftertilmeldinger (omkring 100 af de 220 var eftertilmeldte), og er sikkert derfor eftertilmeldingsgebyret er så højt som 50 kr. Men det er dog muligt, det er fint.

Selv endte jeg med, efter en hård indre kamp mellem sparsommelighed og planløslægningshed, at forhåndstilmelde sammen med 6 andre fra klubben. Det var svært med den 10 dage lange tilmeldingsfrist.

Egentlig var mine ambitioner at køre glad og følge hvad selskab der måtte dukke op, besøge depotet og så videre. Jeg mistænker nu at det i virkeligheden bare er et trick, der blot tjener at gøre anstrengelsen mere udholdelig at se frem til.

Det er nu rart alligevel at have givet sig selv lov til at prøve flere cykel-måder, alt efter hvordan det lige falder undervejs. Det er det gode ved cykelmotionsløb: der er flere muligheder.

En overgang kunne jeg bedst lide samlet start, men for tiden er jeg igen glad for den opdelte, her á 25 hver 3. minut.

 

start

 

Det var vist et held, at der i startgruppen var en flok fra Vejen CM, der var ret ivrige og satte en høj fart. Så var det jo næsten umuligt for os fra Sønderborg ikke at blive indfanget og være med.

Der var en god fremdrift, første og måske eneste sted det ligesom gik lidt i stå, mildt sagt, var da vi nåede frem til jernbaneoverskæringen, hvor nogle stykker fra RKCC allerede stod og ventede – men sikkert ikke på os, antager jeg, vi kunne dog følges videre derfra.

 

biltog

 

Det lykkedes at holde ved hele vejen, og jeg kunne også tillade mig at være med og lege lidt med tempoet undervejs, så det var en god dag. Kameraet kom ikke meget op af lommen; en lille billedserie af  snapshots blev det dog til.

 

Efterskrift 2018:
I 2009 blev jeg klubmester, idet det sædvanlige arrangement hjemme var gledet ud, så det i stedet skulle komme an på hvem der klarede sig bedst ved årets Grænsecykelløb, og det blev så altså mig.

Beretningen jeg skrev ovenfor, dengang, virker udramatisk og beskeden, men indvendigt var jeg skam svært tilfreds med indsatsen, som det også afspejles i skrivekuglens memoirer et års tid senere:

“Tænker på successen ved 2009 grænseløbet, hvor jeg vandt klubmestertitlen ved at være første CMS’er i mål.

Jeg havde slet ikke nogen kold beregning om et overordnet mål den dag, men blot et friskt og optimistisk at “lave sjov”, med udbrudsforsøg, uselviske føringer for at trække tempoet op og få en god mål-tid for startgruppen, blærekørsel som først op ad bakken i Flensborg ved Niehuus (som forresten ikke var rationel, for på toppen var der så ingen at følges med eller udskille sig med. Burde have kigget lidt bagud om det nu kunne betale sig, eller mundtligt allieret sig med de ganske få (2?) der også var på bakketoppen).

Prøvede også at lave udbrudsforsøg med de forreste ned ad Felstedbakken, men det var farligt for hurtigt, ikke mindst mens vi overhalede tidligere startgrupper, og gav vist ikke engang nogen udskilning i min startgruppe (?); skal ikke gøre igen.

Mener at kunne observere, at der i Grænseløbet kun sker udskilning på de 4 bakker (Niehuus (nogle), Sønderhav (de fleste), Krusmølle (den næstsidste fra klubben), Hundeklemmen (den sidste).

Motto: vær modig og initiativrig.”

Ud og op til Nordals

Igen i dag er det årets sidste sommerdag. Ud på cyklen.

På Nordals mødte jeg – ude i midten af ingensteder – en hel flagportal, som havde nogen vidst jeg skulle komme.

portal

pedaltraef2

Nå, så var der en forklaring. I Broballe by var der forresten også flag oppe for friskolen.

Tidligere har cykelrytteres ridder-lighed slået mig, nu blev det tid også at afprøve deres ridderlighed: en morlil, der skulle følge sit barnebarn rundt ved Oksbøl Friskoles Pedaltræf, kom trækkende mod startstedet med en punkteret cykel. Bestået, for jeg har heldigvis altid lappesager med til at klare min egen 2. til 11. punktering.

Der er ikke noget så godt som at gøre noget godt, uhm, den fornemmelse af god indeni, og så oven i købet få skyld for at man ikke gør det for sin egen skyld.

Hundeklemmen nedad

Hver sommerdag nu skal gribes, som var det årets sidste, for en sikkerheds skyld. I dag blev cykelturen i princippet alt for lang, og træningsmæssigt er der ingen fornuft i det, men når nu jeg holder så meget af at finde fremmede horisonter…

 

mickey

 

De lange handsker udenpå cykelhandskerne giver lidt ekstra sommervarmefornemmelse, og et trygt og godt greb desuden.

Det er ikke fordi jeg er forfrossen, bare forfinet. Mickey Mouse har ALTID sine på, selv i badekarret.

 

hundeklemmen

 

Hundeklemmen kender mange fra Grænsecykelløbet (20. sept. i år), som den sidste rigtig go’e bakke før målet i Rødekro. Men i dag tager jeg den fra toppen og ned, nyt skal altid prøves. Her på Hundeklemmetoppen er der permanente små skilte på stangen fra Aabenraa (løbe)bjergmarathon, det har jeg ikke set før.

 

hundeklemmetop

 

“Look down on yonder valley…”, som de kan synge i Irland.

Fra det øverste stykke af Hundeklemmen, ned over noget af Aabenraa-skovene. Et syn kun få cykelvenner har set tror jeg, for som sagt passerer man den næsten altid på vej opad, med ryggen til udsigten.

Vejen ER nu også bedst opad, for asfalten er temmelig slidt, så man nedad må beherske sig og holde igen.

Mtbike igen

Trængte som afveksling til at rulle på noget andet end raceren, så den trillemand snapped biken fra væg, og tog i den grønne skov.

 

Mountainbiken er jo også bare en cykel ligesom raceren, men for mig er der to afgørende forskelle at huske på:

Lavere saddelhøjde. Det fik jeg illustreret konkret idag, for højden var sat til min almindelige cykelhøjde, fra når jeg har kørt i Netto på mountainbiken. En lille prøvetur i mtb-dress afslørede at “der var noget galt”; underligt stift kørende og utilpas på den. Satte derefter sadelpinden en hel centimeter ned (det er meget!) og så var den hjemme. 

Lavere dæktryk. Meget lavere, også relativt. Det har jeg før advokeret for , og glædes hele tiden derude ved det gode greb det giver. Ligesom den løvfrø der pludselig sad på mit lodrette terrasevindue, med alle sugekoppefingre på de fire paddeben ud til siderne. 

 

Åh ja, jeg havde alligevel glemt den tredje forskel: man skal bruge hovedet HELE tiden.

Så det blev jeg brutalt påmindet, ud ad den flade markvej, hvor jeg lige smuttede fra højre til venstre hjulspor, og glemte kanterne på græspuklen i midten. Klassisk. Fik mig en rulletur og spejderknæ igen (eller rulleskøjteknæ hedder det måske, dem man rendte rundt med som barn).

av2

 

 

 

Update 4.9.09: Det hedder mountainbikerknæ.

Og her med lidt afstand på, kan jeg endda selv se at lovprisningen af dæktrykket med det FANTASTISKE vejgreb, nok ikke skulle have været skrevet i samme indlæg. Kold måske jeg er, men ikke beregnende.