En tankevækkende refleksion efter et styrt, får mig til at komme i tanke om, at jeg for nylig så en københavnsk motionscykelklub gøre et udmærket forsøg på at levere en samlet “masse velmenende råd og vejledning” til sine medlemmer. 

Prisværdigt er det, at de har ulejliget sig at introducere denne “Cykel Club Grøndal – Sikker på cykel” vejledning for alle andre, i debatten på feltet.dk, hvor forbedringsforslag også inviteres.

Ikke at jeg er absolut enig i det hele, men efter deres ærlige varedeklaration er det okay. Bemærk, at i omtalen på feltet.dk er ikke medtaget vejledningens første del som måske er banal – noget om vejr, vind, vilde dyr og andet – men ikke desto mindre også ganske relevant.

 

Man kunne såmænd godt anbefale nye, eller for den sags skyld alle der kører i flok på cykel, klub eller motionsløb, at læse denne eller en anden tilsvarende vejledning eller orientering. Ikke mindst minder den enhver om at sikkerhed skal være en allestedsnærværende issue, og at der kræves omtanke hele tiden.

Som ny (især) er der meget man ikke lige med det samme tænker på, selvom det måske erfares med tiden. Den mundtlige introduktion er såvidt jeg kan se ret sporadisk og knap, i forhold til hvad det skriftlige kan komme omkring.

Endelig fik jeg sat en bitte ringeklokke på raceren, det har længe været et savn under træning. Den sidder sådan set fint der omtrent under frempinden og generer ingen, andet end med lyden.

 

Jeg har egentlig længe argumenteret for ringeklokning, også med et par pip i feltet.dk’s debatforum, en for i øvrigt absolut anbefalelses- og læsværdig diskussion “overrask ikke heste…”  (et af de andres indlæg husker jeg forresten særlig godt, nemlig det hvor et identificeret flyvende objekt, i form af en løs hestesko, ramte ham eller hans cykel).

Endnu har jeg ikke helt gjort op med mig selv, om klokken skal afmonteres til cykelløb, for hvad skulle jeg bruge den til dér, ringe for sidste omgang eller for at komme forbi i spurten?
 

Ny hjelm, omsider.

 

 

 

 

Den nye hjelm skulle være god på alle måder. Min FØRSTE hjelm var nu også ganske let og endnu mere luftig.

 

 

Sært, at jeg synes det er sjovere at jagte på cykel, end omvendt. Det må være fordi man så har et iøjenfaldende mål at gå efter, og at pinen er at se ende på, det er så snart der er indhentet.

Og så er det måske alligevel ikke så mærkeligt. Jeg er sikker på at den røde fætter i en engelsk fox-hunting gerne ville bytte rollerne om.

Søndagen er Grejsdalsløbet, denne gang 130 km.

Allerede hjemmefra er det nødvendigt at begynde gøre sig tanker om hvordan det skal køres, medmindre man KUN tænker på at genemkøre hurtigst muligt, for så er det bare fremad, avanti avanti. Det er der nu også mange der gør, de fleste sikkert. Åh ja, det kan nu også inkludere visse taktiske overvejelser. Men jeg ville gerne denne gang prøve noget mere, for der er mange andre måder at køre cykelmotionsløb, og man må gerne bruge fantasien.

Mine tanker hjemmefra denne gang var at følges med så mange som muligt fra klubben, og så om nødvendigt undvære “fribyttercyklingen”

Tilfældet kom mig uventet til hjælp og sikrede en alletiders søndag, hvor jeg føler alligevel at have prøvet det hele:

Før starten oplevede jeg den højst aparte fejl med tidtagningschippen, aldrig set før, at der var TO chips med ankelvelcrobåd i posen med startnummeret; da vidste jeg godt nok ikke hvilket ben jeg skulle stå på, begge eller hvad? Måtte ty til arrangør-ekspeditionen, der ændrede til et andet nummer med én chip. Det medførte at jeg kom til at starte seks minutter efter de andre jeg var tilmeldt sammen med. Men det der kunne være blevet en stor ærgrelse, blev i stedet til et “juhuu, nu går jagten”, for nu skulle de seks minutter indhentes.

Et løb med så mange deltagere som Grejsdalen har den kolossale fordel, at risikoen for at komme til at køre helt alene er ringe; der er hele tiden andre at følges med fremad. Tempomæssigt er fordelen at der endda kan komme hurtigere ryttere op bagfra til at jobbe/jokke farten op, hvis man er hurtig til at springe på. Desuden er det sjældent der ikke forude kan skimtes grupper man kan fokusere på at forsøge indhente.

Sjovt nok synes jeg faktisk det er endnu sjovere at jagte og indhente, end at være fri foran og skulle holde dem bagved på afstand, så dette her var bare perfect.

Hey, der forude er Hanne og Villi omsider, super, two is company (hvordan er det nu lige den er?), og måske er de endda ikke de eneste…

Og så gik det alligevel sådan, at liige da jeg kom op, havde jeg sådan en god jagte-gruppe med og var så overenergisk, at jeg bare ikke KUNNE slippe den, men strøg forbi. Skændigt, slet ikke passende til mit elskelige væsen. Nå, jeg HAVDE jo allerede kastet al skam bort, så hvorfor ikke også trække den til og med toppen af Askebjerg, og lade det være finalen på jagtefasen. Dér lykkedes det til gengæld næsten at holde planen og vente lidt – det er stadig på de to fra før – men de kom ikke, eller rettere: mens jeg altså holdt lidt igen, passerede flere af andre fra klubben forbi, og efter et stykke tid turde jeg ikke blive ved at vente, men hastede efter og nåede dem igen. Det ville nok have hjulpet med en anelse mere tålmodighed eller tiltro til masterplanen.

Kom i mål med sammen med Henning og Poul Erik, kunne så herefter gå og ose på festpladsen og efterhånden også finde de nogle af de andre fra klubben.

I al fortrolighed skal jeg røbe at jeg havde håbet lige at få lejlighed til at sige hej til Helle, Hyggebloggens, men den chance gaves ikke i målmrådet, der var ét stort blomstrende menneskemylder, som omdannet til et veritabelt persisk marked med telte, boder og baldakiner. Den må jeg have til gode igen en gang.

Der er kommet billeder fra de jordbaserede fotografer på Haderslev Næs – begge har været overordentlig flittige, og hver lagt omkring 200 stk ud.

Billederne fra Preben Toftdahl er centrerede omkring 125 km distancen (Tip: ses bedst som Diasshow, evt. tryk F11 for fuld skærm). 

Billederne fra Viggo Kohbe om 80 km’eren  (Tippet her: vælg straks enten Store udgaver eller Lysbilleder).

 

Minsandten om jeg ikke lige for nylig er faldet over forrige års billeder, dem har jeg da aldrig før set, altså fra år 2007 hvor vi var så mange med fra Sønderborg. Der er vist ingen billeder fra 2008, det må være fordi vejret vistnok var så dårligt, at man end ikke kunne jage en fotograf ud i det.

Vejrudsigten meldte (to ord de to indledningsord jeg altid har så svært ved ikke at skrive) denne gang regn for søndagen med årets første cykelmotiosløb, hos Haderslev Cykelklub . 

Jeg havde ikke vovet forhåndstilmelde mig “for hvis nu der bliver regnvejr”, og udskudt beslutningen til lørdag aften når sidste nyt på dmi.dk forelå.

Sent om aftenen var vejrudsigten til et BETINGET GO, så jeg pakkede mine sager og vred mig nogle timer i sengen, indtil kl. 06 hvor det straks var op at tænde for computeren: regn fra sydvest, som efter vejrkortet ville nå Haderslevområdet netop omkring den tid vi kunne forvente at være i mål. Raketten tændt, slut med fortrydelsesret. 

Kom en hel time for tidligt til starten, det var en beklagelig, jeg mener behagelig, fejl. Fik mig tilmeldt; der var allerede TO foran i køen. Selve starten gik efter nogen udsættelse, fordi køen senere blev rigtig lang, det var nok de andre krystere på eftertilmelding.

 

I alt var vi syv fra klubben deroppe.

 

 

 

Efter den almindelige præ-start løssluppenhed er det business time. 

 

 

Første indtryk havde den første og da helt utrolig lange bakke Diernæs Strandvej gjort, og dernæst er det den smukke men stejle Kalvø-bakke op fra Genner Strand, “Splitteren”. 

 

 

 

     

I Aabenraa var der forsvundet et ruteskilt fra Løgumklostervej, som skulle have vist sydpå ned gennem skoven og videre op ad Hundeklemmen. Heldigvis var gruppen her heldige at have fået selskab undervejs af en rutekendt rytter på en sort politicykel, så vi drejede af fra hovedvejen som vi skulle. En del andre havde ikke været så heldige, og gik dermed glip af Hundeklemmebakken.

Vejret holdt som det skulle, første halvdel at turen var det endda dejligt og solbeskinnet, derefter blev det pludselig køligt, men altså stadig tørt.

 

 

Skønt at kunne tøffe hjemad med fuldt drøn på varmeapparatet, mens de første regndråber falder.