I disse dage er det ved at være sidste frist for forhåndstilmelding (30. april) til et af de bedste cykelmotionsløb Grejsdalsløbet ved Vejle den 10. maj.

Løbet er selvfølgelig i sig selv begunstiget med et helt fantastisk cykellandskab, med flere skønne bakker end noget andet steds i landet, men resten er bestemt den arrangerende klub Vejle Cykelmotions fortjeneste.

Succes avler succes, mon det ikke er den mekanisme der ligger bag, når deltagerantallet er så højt som det er (sidste år 1800 fuldførende på distancerne 85 til 200), hvor mange andre har en vigende tendens. De mange deltagere betyder at der er så meget større chance for at møde andre at slå følge med undervejs, “noget at se på”, og at start og slut bliver mere festlig. Der er også sørget for at man får lyst til at blive hængende og hygge sig på pladsen efter målet.

Arrangøren er ikke bange for hele tiden at forsøge forbedre løbet gennem små ændringer fra år til år, således ændres ruterne jævnligt en smule, ligesom tilmeldingsmulighederne, tidtagningen, foto, resultatformidling, brevkasse og feedback der er kommet til, og så videre. Og de holder prisen nede.

Fælles tilmelding i min lokale cykelklub er dog allerede den 28; jeg tror jeg melder mig til fællesstarten på 130 her. Sidste år på 200 km var jeg så tilfreds med min tid på 113. pladsen, at jeg ligesom ikke synes det er nødvendigt at forbedre den lige med det samme. Jeg mindes forresten at det var en SMULE anstrengende.

4 unge i bil er døde, kørt sig ihjel.

Pressen spørger, om mon ikke et så forfærdeligt eksempel vil afholde unge fra at køre vildt for fremtiden?

Ulykker magen til er der sket hele tiden. Med mellemrum, men regelmæssigt de sidste mange år. Og ingen har lært af den foregående ulykke, heller dem der nu sidst kørte galt.

Så svaret er nej. Noget andet skal til.

Der skulle have stået søndag sidevind.

Søndag var vi 17 til cykling, ikke så mange som forventet; måske på grund af påsken eller måske var der en del der blev hjemme for at lade op til eftermiddagens foreståede Paris-Roubaix.

Vejret dejligt, det blev en fin dag, trods der ingen holdopdeling var; det lader sig gøre når spredningen ikke er alt for stor OG de hurtigste tager hensyn OG de sidste bruger kræfterne klogt. Dog efter 50 km tog halvdelen den korte, resten den lange vej hjem, 80 var dén.

Sidevind på det lange hjemstræk sydover. Viftekørsel, men ikke udpræget smuk, efter princippet 3 ryttere i den skrå vifte, og 5 hængende i den lige række efter hinanden, inde i vejkanten.

Kunsten at danne flere vifter er glemt. Vi var ellers kommet en (lille) smule efter det i træningen op til Landsstævnets holdkørsel. Den kollektive bevidsthed er et overvurderet fænomen.

Op til påskens lørdag har der været så mange gode dage til at cykle, at jeg næsten havde glemt hvor træls og koldt det kan værer når det blæser, som det gjorde dén dag. Det var ellers sjovt nok at køre ud, med gruppen, men hjem – pyh, det var en sej omgang.

Måske det ville hjælpe at kæmpe lidt MINDRE mod vinden?

Det er ingen naturlov, at fordi der er modvind, skal vi køre hele det lange stræk uafbrudt for fuld kraft. Det er lidt kedeligt, ligesom noget der bare skal overstås; det er nok også bundlinjen, men kunne det ikke gøres LIDT skæggere mon.

Dagens store tur havde passet til en langfredag, men det blev altså 115 km alenetur på cyklen i dag i stedet.

I går til onsdagstræning regnede det (kunne jeg notere mig, fra sofaen, bag sikre ruder), så jeg havde ikke chancen for at høre rygter om hvorvidt nogen havde været stemt for at køre en tur i formiddags. Og med ikke engang løse rygter at holde mig til, gad jeg forresten heller ikke i morges stå op tidligt nok til at finde ud af det, sådan en højhellig højtidshelligdag.

Så det var ud alene, og vindretningen afgjorde at det måtte blive en tur ned og vende i Flensborg for at få medvind hjem, ad fjordvejen fra Kollund. Det blev nu til mere end det, for hvad der hjemmefra var planen om at lige tage en lille omvej derned, blev undervejs til en opdagelsestur vestpå efter landkortet, med et ordentligt sving ned i Tyskland ad de små veje. Nærmere bestemt til Sofiendal og så sydpå over grænsen ved den mikroskopiske, ja så godt som usynlige, grænseovergang ved Vilmkjær vest for Ellund, derefter via Harrislee og Niehuus tilbage til Kruså-grænsen.

Jeg ved knap hvad der fascinerer mig mest ved at køre de steder. På den ene side: jow, vel jeg føler da selv de lækre veje og kigger på de skønne omgivelser mens jeg suser gennem dem, det gør jeg vel. På den anden side er det næsten lige så meget tanken om at wow, dét her må jeg vise de andre på en træningstur en dag (eller måske der skulle have stået turisttur – husk pas).

Træningsmæssigt er rigtig lange ture, så tidligt på året især, ikke helt så optimale som de måske umiddelbart lyder. Ikke fordi det ligefrem er skadeligt, men kroppen begynder de sidste adskillige kilometer at blive både træt og energifattig; der er ikke længere overskud til nogen “bursts” i intensitet undervejs længere. Men det er da udelukkende tid det koster. Lidt større forudseenhed mht. proviant kan dog muligvis hjælpe en smule.

Nu må det gerne blive godt vejr resten af ugen, så jeg måske kan få bruge PÅSKETRØJEN på en tur.

Så sprang de første bare ben ud i Sønderborg. Og de var ikke engang tossede – dagen i dag var stedvis helt sommerlig.

Poul jonglerer med hulahopringen, mens vi andre pauserer i Sønderhavsolen.

 Dasende datter.