Ude i skoven igen, den første skov af flere rundt i omegnen af Kliplev

 

 

 

Ophold og leg. Mere leg end ophold heldigvis, trods nogen tekniske uheld undervejs. På broen, i skoven, på vejen. Mountainbiketuren i lørdags.

Oh den bro over jernbanen i Søgård skov, den jeg før har fortalt er så forskrækkelig glat, at der er nødt til at være klatrelister ude i siden.

Så kan man som mountainbiker klatre op ad den ene side, og liste ned ad den anden. Klamre sig fast med klamperne.

 

 

 

Skinnet bedrager. Hvem skulle tro at ud af den dorske flok….

 

…springer…

 

 

…alligevel disse prægtige mænd…

 

 

…på deres prægtige maskiner.

 

 

 

Addendum 4.3.09: Billederne kan ses i større størrelse her , inklusive nogle BONUSbilleder fra samme dag.

 

– som en kloroformeret sommerfugl, eller natsværmer.

Pludselig er der gået længe siden sidst. Lidt andre ting i tankerne, og man forglemmer alverden.

En blog er sjovest at læse eller følge, når den udkommer en gang imellem. Uden alt for langt imellem så. Ligesom et par stykker jeg kender, der næsten bogstaveligt kan prise sig af at udkomme MINDST en gang om dagen.

Der findes ikke dårligt vejr, kun dårlig påklædning. I dag var så en dag med rigtig dårlig påklædning.

Hvis ikke jeg i går var gået glip af fællescykling på grund af et teknisk problem, var jeg blevet hjemme fra klubtræning i dag, hvor det allerede fra morgenstunden var begyndt at snedrysse, slude og støvregne.

Men gudskelov, når først man er kommet hjemmefra og har glemt hvor dum man var at køre ud til det vejr, så er det stort set altid dejligt (også at komme hjem igen og blive skrubbet, indrømmet).

 

 

 

Forleden faldt mit blik på Syddansk Universitetsbiblioteks nye-bøger-hylde, og nysgerrigheden fik mig til at tage Danske Studier 2008 med hjem, selvom emnet ligger udenfor mit gebet.

Et langt kapitel deri var nemlig nemlig en undersøgelse: “Danmarks logofile orkester – Shu-bi-dua og sproget”; det lød interessant, og skuffede ikke.

Shu-bi-dua har ganske vist aldrig lige været min musik, de har også været mig for apolitiske, men man kommer ikke uden om, at de har haft en påvirkning af sproget i Danmark. Derfor synes det helt berettiget, at undersøgelsens forfatterne har foretaget en regelret videnskabelig analyse af bandets tekster, uden sjov, såvel de trykte tekster som den faktiske udtale i sangene.

 

Eksempelvis står der om tekstlinjerne

du’ verdens bedste forbruger / de andre og kester er sure / vi’ de eneste shubi der dua

fra sangen Minus til plus, blandt andet:

“…..Samtidig fortolkes elementet dua som et verbum, du, der indsættes i en relativsætning. Der sker imidlertid en yderlige forfinelse af teknikken : Bandnavnets enkelte lydlige komponenter, som jo ikke  har nogen tegnfunktion i sig selv, bliver gjort til semotiske størrelser. Både -bi og -dua fortolkes kontrakaktisk som appellativer (hhv. insektet og fuglen) og får deres eget liv i både det verbale og norverbale medium som identifikationselement for bandet…”

 

Det mener jeg også.

 

 

Reference:

Ken Farø, forskningsadjunkt, ph.d., Københavns Universitet og Henrik Lorentzen, seniorredaktør, cand.mag., Det danske Sprog- og Litteraturselskab: Danmarks logofile orkester: Shu-bi-dua og sproget, i Danske Studier 2008 s. 5-57, Videnskabernes Selskabs Forlag, Kbh. 2008.

 

 

 

Sådan så min cykel da også ud FØR starten i dag, vil onde tunger måske påstå. Eller dem der kender mig, vil. For det er ikke altid jeg ulejliger mig med at polere, for at kunne stille med en skinnende cykel, når jeg har svinet den til dagen før. Er der er lidt vådt i vejret er vi jo efter 10 minutter atter alle lige igen.

Men sådan SÅ cyklen ikke ud i morges. Da startede vi ud på en søndagstur i klubben, de seks der var mødt, tværs over Als og ud til vandet, gennem Blommeskobbel Skov og hjem. Vejret blev faktisk fint, og var stedvis endog pragtfuldt.

Kun til allersidst lige før hjemmet gik det galt, da en smutvej fra Miang viste sig fra sin allermest klæbende side. Så ville det have været godt at have haft noget frigang til hjulet ved for- og baggaffel, og slet ikke som mig traditionelle cantileverbremser. Jeg måtte faktisk lukke bremserne op for at kunne komme videre, men så har jeg da prøvet dét.

Kedelig overskrift, men det er fordi den for en gangs skyld er sigende, relevant, logisk og dækkende. Jeg bringer den, fordi de rette beviser nu er der. 

 

Havde cyklen været en racer skulle den have ordentligt med tryk i dækkene, det ved vi alle hvor vigtigt er, og har også selv mærket at de smalle dæk ruller bedst velpumpede.

Så er det nærliggende at regne med, at mountainbiken også skal have så meget luft den kan tåle, for at rulle lettest muligt. Sådan er det bare ikke. Tværtimod, for et godt tryk i dén er et lavt tryk, fordi den skal køre bedst på et helt andet underlag end raceren. 

 

I skoven og andet ujævnt terræn griber store dæk med lavt tryk bedre fat i stien, så man ikke glider på trærødderne for eksempel; dermed kører man hurtigere eller sikrere.

Desuden vil den bedre affjedring af begge hjul give ikke alene mere komfort (fornøjelse) når der er humpler og buler, altså mindre hoppen og rysten, men også mere fart. Så kan man også træde bedre til. Også hjulegerne skånes.

De fladere dæk er gode i grus og andet blødt, hvor de kører mere ovenpå end at de skærer sig ned.

 

Det er ikke for at skjule noget, jeg dynger så mange fordele op (inklusive at man sparer på luftkontoen), helt ærligt kan jeg kan kun se én ulempe ved det lave tryk: på jævn vej ruller cyklen dårligere. Men det er vel ikke på asfaltvej mountainbikelivet leves?

Selv kører jeg gerne med 30 psi (2 bar), men det er vist lidet smitsomt,  selvom jeg tit udbreder mig om det. Jeg kan høre at mange mountainbikere, ja faktisk alle dem JEG taler med, så vidt jeg kan skønne kører med for højt dæktryk, helt op til 4 bar/60 lbs. Har nogen overhovedet prøvet med et lavere tryk?

Skal jeg være en djævel, vil jeg påstå at det der driver trykket i vejret, er frygten for at blive hægtet af på asfaltvejen til/fra/imellem de gode steder. F.eks. i cykelklubben, når vi kører en gruppe, så skal tempoet af alle steder altid på max netop dér. Så affinder nogle sig med en ringere terrænfornøjelse, for at være sikre på at kunne følge med.

Trods mine principper om det modsatte plejer jeg skam også selv at køre med et lufttryk til fællestræning, der hellere er lidt til den høje side end den lave. Hvad der skal til, er i virkeligheden en underforstået overenskomst om at holde lidt “fred” på landevejsstykkerne, når det er mountainbike vi er ude på, det ville være rimeligt.

 

Beviserne, jeg lovede i begyndelsen: Det tyske cykelblad Tour-magazin har for nylig bragt en artikel med olympiske mtb-mester Sabine Spitz, der handler om køreteknik.

Under afsnittet om Würzelpassagen (trærodsoverkørsler – “würzelteppiche sind für viele Fahrer der absolute Horror”) anbefales generelt at holde lavt dæktryk; for en 70 kg kører er 1,8-2 Bar (26-29 psi) rigeligt. Dæk desuden mindst 2.1 størrelse i bredden.  

Det stemmer meget godt overens med hvad jeg i øvrigt har læst og prøvet mig  frem til.