Meget godt jeg ikke afskrev “noget med champagne” helt, for der var champagner som præmie ved Champagneløbet, orienteringsløb på mountainbike. Kørte med Jørn og kunne ikke undgå førstepladsen. Rovet delt.
Bo og Lars med vintercup-top-tunede cykler.
Lårben, ribben, revelsben, klöben; alt andet end go’e ben har der været på menuen disse dage. Denne gang vil jeg nu hverken klage eller panikke, men bare træne moderat og tit, og så have tålmodigheden at vente på at blive okay igen, så det kan blive sjovere at køre, med rigtige ben.
Og jeg vil vise mådehold. Selv ved Champagneturen på MTB den 31. skal jeg ikke drikke nogen champagne.
Vrøvl. Det hjælper ikke noget at lade være. Desuden kommer jeg alligevel senest samme aften til, med et let og brusende hovede, at skulle navigere rundt mellem bølgende drinks og skvulpende barme.
Sært, som askese og afsavn altid er et fast inventar i remediekassen til at forbedre sig med, om det så er sport, slankekure eller sjælelig helse det gælder.
Det er jo sådan en katolsk ting der har overlevet, selvom den lutherske ellers har forsøgt at gøre op med det. Også svært, når det tilsyneladende ligger så dybt i én. Enhver er da vist også overbevist om, at en træningstur i slud, regn og blæst HELT sikkert giver meget mere end en tur med sol og leg, fordi det er en større plage.
Terje Nordberg skriver heldigvis i sin bog om blandt andet løbetræning, det er endda titlen: “Det må godt føles rart”.
Fint nok. Det vil jeg gerne tro på. At det ikke gør noget at det gør godt. Selvom det, med reference til dét i dybet, kan rumme en vis tilfredsstillelse at træne hårdt og ondt, så er jeg glad for at netop cykling giver masser af muligheder for smugle det onde ind med det gode: Jeg kan køre en rigtig oplevelsestur efter landkortet, og alligevel få både interval- og tempotræning forærenede, hvis lige jeg sørger for at køre til bakkerne – ren fornøjelse hvis man elsker det – og i øvrigt er parat til at lade mig rive med, skulle et godt stykke med tilhørende flowoplevelse komme forbi.
Boiinng, proppen er allerede sprunget, skulle man tro.
Og atter fuld af håb. I cover the waterfront.
Siden forsommeren har jeg ellers haft en grim skulderskade, der har holdt mig fra både svømmebassin og surfbræt, alt andet faktisk end lige cyklingen.
Nu er skulderen omsider god nok til at jeg kan tage i Humlehøjhallen og se om vingerne kan bære (man skal forestille sig en pingvin når den svømmer). For første gang nogensinde må jeg derfor starte forsigtigt i det mellemste, børnebassinet.
Kan ikke fordrage momentet hvor man skal springe i det kolde vand i svømmehallen, og for den sags skyld forinden fryse på vejen hen til kanten. Sådan var det også, da jeg fordum kom på Svømmestadion Århus, der om vinteren havde et 50 m udendørsbassin, som var overdækket med en uopvarmet boblehal. Man gik derud fra bruserne gennem en pivutæt telttunnel – Via Dolorosa – der ikke lige var min livret.
HALLELUJA! – jeg lever, vandet er himmelsk, altså lunkent, og de kolde gys fortid. Sluttede med nogle længder ovre i det kolde store bassin alligevel, det var lige til at holde ud efter forkælelsen i det næsten-varme først.
For eftertiden vil jeg altid først hoppe i store bassin via en mellmemdypning i mellemste bassin, lad os hellere kalde det ungdomsbassinet nu.
Skulderen holdt og kan svømmetræne. Nu spiller klaveret igen, veltempereret.
Ved ikke om jeg altid har været så kuldskær, eller det er kommet med tiden. For mig siger Bellevue lige så meget blå læber som det siger badevand, nu.
Sådan et sommerbillede kan jeg nu ikke finde, men må nøjes med et fra en vinter for nogen tid siden, hvor jeg også må have have frosset godt, siden jeg ligefrem skal stå og varme hænderne på isen.
I radioens P1 der lige været en udsendelse, der hed noget i den retning, som jeg skal anbefale alle dem der bruger ord i kaffen, for den var helt enormt sjov. Ikke det rigtige ord egentlig, interessant og lærerig er måske bedre, og så alligevel: det VAR jo OGSÅ rigtig sjovt at høre samtlige tre kvarter.
Det er en samtale med Line fra blogbogstaver.dk, og med den sprogforsker der har lavet en undersøgelse om netop “ogsånoget”.
Fuld af eksempler og desuden interviews, om blandt andet det med at bruge mange ogsånoget’er eller …agtigt. Og om de tre prikker. Der er nogen ræson i det. Kommer også ind på smileys (ikke nogen begyndervejledning, men omtale af f.eks. den falske afværgesmiley, med mere). Og andet til grineren.
Der har endnu ikke været nogen af mine bekendte som har hørt udsendelsen på P1 frivilligt; radioerne har hos dem alle en fejl, så tunerskalaen ligesom har sat sig fast på P3. Hos en enkelt, en gammel knark, endog på p4.
Man kan stadig høre udsendelsen direkte online streamet eller hente den som podcast MP3 (Klubværelset 9-12-2008) til senere.
Nu SKAL jeg altså skydes i gang igen. Ganske behøver vinteren ikke ligefrem være nogen formtop, men det er min overbevisning at en længere vinterpause fra cyklingen, som man kendte det i tidligere tider, ikke tjener noget som helst formål. Bortset lige fra det enkelte ikke-fysiologiske, at en eventuelt svigtende eller kun middelmådig motivation kan bringes op igen.
Det ideelle ville nok være at holde en SLAGS pause, hvor man blot holdt vedlige med en nedsat men regelmæssig indsats, allerhelst suppleret af en helt anden form for konditionskrævende aktivitet. Langrendski er toppen, men der mangler ligesom noget for tiden. Rulleski kunne måske gøre det, men det lyder så kunstigt. Rulleskøjter er ingen spøg at falde på. Et par tilsyneladende sikre løbesko er okay sålænge det går, men løb kan altså være meget belastende for benene, så der kun tåles en skuffende lille mængde eller intensitet.
Jeg må prøve at vække de forhåbentlig kun slumrende muskelceller nu, med en ordentlig booster, og så fortsætte mere passende derfra.
Midlet er en lang Bajstrup ud-og-hjem på raceren, og jeg siger da bare til mig selv at det ikke behøver at gå hurtigt (det er jo også det jeg ikke kan nu), tværtimod, for er målet udelukkende sat som en distance, er der garanti for indfrielse. Og nogen træningseffekt giver det da altid, bare man kommer hjem igen. Helst.
Som ventet føler jeg ingen kraft i udlægget, men det er jo heller ikke meningen. Jeg skal bare nå frem. Vendepunktet i Bajstrup dukker planmæssigt op, og næsten planmæssigt snyder jeg mig selv til at give en smule mere i pedalerne, her hvor den lette medvind giver et lille kick. Yes, kom alle mine mitokondrier, muskelfibre stram jer an, slappe sarcolemmadaskere. Og lad der komme smæk på synapserne til quadricepserne, flerhovedede uhyrer.
Det er nu ikke så slemt selvom det regner, sålænge man ikke får brudt rytmen med en punktering. Ja, det kan ligefrem gøre helt godt, så man føler sig som en rigtig prof, der trodser alle elementerne (det er sådan én der siger “hvad søren, nu regner det, jamen, så tror jeg lige jeg kører ud og tager et par timer”).
Hjemme igen, 90 kilometer, eij, det er fire kilometer fra Villis regn- og blæsevejrsrekord for en måned siden. Den var nu heller ikke blevet til noget alligevel, ærlighed varer længst. Jeg lagde ud i nærmest vindstille, og det regnede faktisk kun lige den sidste time.
Det var så vinterpausen, synd jeg ikke har kunnet nyde den.
Den var ellers så velplanlagt: begynde afslapningen de dage, hvor jeg alligevel var ferierende i Århus for at gense den fædrende baggård. Så behøvede jeg heller ikke denne gang døjes med at slæbe cyklen og tusind cykelpakkeneliker med derop, bare for at holde træningen ved lige.
De første dage var okay, men hurtigt kom kom problemerne med at falde i søvn om aftenen, fornemmelsen af henfaldende muskler, hjertet der ikke rigtig slår, lunger med lutter gammel luft, hjernen blodløs og tom; se frem til hvor træls det bliver at komme i gang igen, uden nogen rigtig spidskompetence i benene længere.
Rastløs og tiltagende desperat efter alt med pedaler, sprang jeg på efterhånden hvad som helst, først kondicyklen i kælderen til pedalakslen knak, derefter husets eneste tohjuler, damemodel 3-gear Torpedo, dog uden særligt skud i, der også hurtigt svigtede i et uhelbredeligt frigear.
Nogenlunde ligesom dværgkaninen, der hverken kan lade gulvmoppen, sutskoen eller selv husfreden i fred.
Som dagene går, selv efter jeg er kommet hjem igen, opdager jeg nu at jeg i virkeligheden slet ikke gider at cykle mere. Hvad er der egentlig ved det. Der er også gået så mange fuldstændig inaktive dage allerede, og igen er det slet ikke til at bære, så uendeligt kedelige turene i genstarten vil være, uden at kunne sætte det mindste fut under. Og så i det vejr. Mountainbiken skal jeg også se at reparere. Jeg har ikke travlt. I morgen. Mañana.
Okay, den var nu også for svær: forreste række yderst til venstre, i kakiskjorten.