Sært at jeg husker mig selv som god på cykel allerede i gymnasietiden, jeg trænede jo aldrig; det var før jeg begyndte på raceren.

Men i lyset af nyere forskning, som viser at forbavsende lille mængde træning kan gøre underværker forudsat den er intensiv nok, dæmrer det:

 

Hjemme fra Brabrand til Statsgymnasiet på Fenrisvej i Århus cyklede jeg hver morgen omkring et kvarter fuld skrue, all-out, alt på ét bræt. Altså jeg startede 10 minutter i 8. Jeg hadede at komme for sent. Strategien var selvsagt at køre for at begrænse tidstabet.

Kun min daværende ungdom har gjort at jeg kunne tåle det.

 

Statsgymnasiet har fået den fantastiske ide at sætte alle de gamle studenterbilleder på nettet = de gamle studenters billeder på nettet.

Smart. Inklusive studenterbillede 3.z fra min egen gymnasieklasse.

I går var det lørdag og bitterligt koldt; vi var nogle få der stred os mod nordenvinden op til vendepunktet i Svenstrup, på mountainbiken. Trods solen var på sit højeste, var den bleg og iskold. Mine tanker på det sidste stykke op over marken, bøjet mod vinden, var mere på Amundsen og Fritjof Nansen, hvordan de har stridt sig frem mod Nord/Sydpolerne, og om de mon har frosset lige så meget, end på den medvind der snart derefter skulle skubbe os hjem igen.

 

I dag var det anderledes. Ingen vind gør hele forskellen. Solen deroppe var antagelig den samme som i går.

Ti raske svende, afsted.

 

 

 

 

 

 

Sol, sommer og strand, det er herligt. Kun sommer mangler. Den permanente blå stribe i horisonten burde måske givet mistanke om at vi var ved at komme på galt spor, men så kan man jo bare spadsere.

 

 

 

Jeg takker og kører hjemad. Takker OVER og kører hjemad. Det er muligvis bagkransens friløbsmekanisme, der har drillet mig hele dagen. Heldigvis skal tre venner samme vej.  

 

Underlig Øl ville være et mere passende navn, eller Underligt Navn, måske.

Bagsideetiketten siger 0,5 L 6,5%, upasteuriseret og ufiltreret, brygget på “nøgne ø, det kompromisløse bryggeri as – Grimstad, Norway” 

 

Fik den af min næstengenbo Carl, der er ølenthusiast og med forstand har udvalgt den, og helt sikkert har vidst at det lige er sådan én jeg trænger til.

Jeg ER også glad for den, selvom jeg ikke helt kvalificerer mig som ægte enthusiastisk ølenthusiast; jeg er bare sådan nærmest almindelig alkoholenthusiast.
 

Hvad jeg har lavet i dag?  Været ude at skyde papegøjer.

Troppede ellers op på mødestedet til frie cykling klokken 11 på mountainbiken. Hang der lidt, men der kom ingen andre. Sært, for vejrudsigten havde ellers så godt som lovet vi ville få en forfriskende douche undervejs. HELT sikker i min sag er med hensyn til fremmødet er jeg nu ikke, så skulle jeg nok være mødt 2 minutter FØR mødetid, fremfor 2 minutter over.

Så kunne jeg køre hjem igen, for den gejst det giver at køre med de andre, var der selvfølgelig ikke. Og så alligevel, var jeg kørt hjem havde jeg været verdens største hængerøv. Tøffede derfor afsted derudad alligevel.

Pludselig blev jeg igen kvik og helligilddreven, efter at være kommet i tanke om, at NU var lejligheden der, til at gøre alvor af en større ekspedition, jeg snakker snakker snakker om hver eneste gang vi cykler i skoven. Nemlig at der MÅ være fremmede horisonter og nyt land at indtage mod vest, mere specifikt Søgård Skov, der på landkortet ser så tillokkende ud. Desværre ligger den også langt fra Sønderborg, men at køre derud i bil er lige skrapt nok, og heller ikke tought nok. Og tilmed organisatorisk nærmest umuligt, hvis jeg en dag kan trække cykelvennerne med derud.

Derfor nu friskt ad landevejen til Gråstenskovene, her op igennem Rinkenæs Skov og ud gennem toppen i nordvest. Allerede nu har jeg gavn af ingen forberedelse; havde jeg haft mine landkort med, var jeg nok aldrig havnet på de hemmelige græs- og markveje, der førte mig til Kværs. 

 

 

Kværs er min mellemstation, halvvejs mellem Gråsten og Søgård Skov. Derhjemme havde jeg allerede længe hængt over Topografisk Atlas og kigget på “Kværs Hede” og de stier der så ud til at være dér. Den skulle også prøves.

Det viste sig at hede er en misbetegnelse, der kun er historisk begrundet. For hundrede år siden var der en stor og ødelæggende sandflugt vestfra, som mærkeligt nok standsede ved netop Kværs Hede. Så skyndte man sig at plante flyvesandet til med marehalm, og derefter træer. Derfor er den tidligere hede nu tæt skov. Med spændende skovveje, det holdt stik. Hermed afsløret nu, at jeg stod længe og studerede kortstanderen derude, fordi jeg var en anelse på vildspor og som sagt kortløs, og derfor ikke kunne ikke undgå at læse historien med. Under ottealsturen i skoven kom jeg også forbi netop mindestenen for Jürgensens tilplantning, fra omkring 1900, i tiden under Tyskland.

 

 

 

Søgård Skov omsider nået, det er altså den 2.den papegøje, for den skuffede heller ikke, tværtimod er jeg stadig målløs (så det bliver kort ) over dens rigdom og uhyre variation i landskab med mange småområder af forskellige slags træer i alle livsstadier, bregneflader, småbakker, små stier, skovveje i et tæt netværk rundt omkring den aldeles idylleriske og forbavsende store sø. Og de skøreste vejnavne. Rekreativ fremfor skovdriftsagtig kan man vel kalde den. Nørreskoven på Als jeg ellers jævnligt kører i, blegner lidt i sammenligningen, den er meget mere ensartet. Også den er forresten en statsskov. Heldigvis.

 

 

 

Jernbanen går lige igennem Søgård Skov. Kortstudierne havde ikke givet noget fingerpeg om hvorvidt man kunne krydse den. Og så kommer jeg pludselig til et træstavejr, som jeg på raceren tusind gange har set flyve forbi, når jeg er kørt ad asfaltvejen ved siden af. Har aldrig nået at tænke bro, der kan bruges til noget.

 

 

Denne er den største bro af den slags jeg endnu har prøvet, og tilmed den glatteste. Udskridning lige med det samme. Så glat, at da jeg lige lagde cyklen fra mig på toppen, skred den halvejs ned af sig selv. 

Heldigvis er der skruet nogle praktiske små tværlister på ude i siden, der lige passer til at gribes fat i med klampen under cykelskoene, så jeg kom sikkert over alligevel, uden at skulle ned på alle fire.

 

 

 

Det militære område i nordskoven, ved Søgård-lejren, Pløresødal-lejren, eller hvad nu lige er den hedder, havde jeg set frem til at indtage. Mest for at undersøge om det overhovedet var indtageligt, eller der var adgang forbudt. Det var der ikke, tværtimod bød skydeskiltene velkommen til at bruge området, undtagen under øvelser (at komme hjem fra cykling med hul i maven kan ellers få en anden betydning). Jeg havde ikke kunnet tyde spionfotoerne fra luften i Googlemaps, men nu var det tydeligt at det skyldes området bruges til kørsel med bæltekøretøjer. Det var nu ikke særlig udtalt, og jeg kom ikke til at køre nogen steder der var opkørt eller mudret.

 

Er det mon i orden at jeg beholder knopdækkene på?

 

Vinden derud havde været overraskende strid, men det var til at holde ud når jeg vidste at det så ville gå så meget nemmere hjem, udkørt klokken fem. Sådan var blev det også. Den hylen som knopdæk i topfart giver på asfaltvej, normalt kaldet støj, var nu den skønneste hjem-sang i mine øren. 

Det sidste stykke hjemad. Måske skulle jeg ikke være kørt ad Sultenmorgenvej. Ingen kan forestille sig hvor meget jeg på sådan en lang dags hjemtur kan fantasere og længes efter bananlagkage. Undtagen Villi, han ved det. 

Udkørt, nej det passer ikke, jeg var godt tilkørt og tilfreds; klokken var heller ikke fem, for jeg var hjemme ved firetiden. Det var ikke så galt.

Sidste indlæg, hvad i alverden skulle det lige til for? Jo, det er ligesom verdens højeste bjerg, og hvorfor det skal bestiges: fordi det er der.

Billederne VAR der allerede, som dokumentation til min gode næstengenbo.

Det var efter at have filosoferet højt ved aftenkaffen efter spisetid her i min lille andelsboligforening, over hvad der mon var galt med maskinerne i fællesvaskeriet, siden en af dem sprang sikringer. Mon ikke det kunne forklares ved en afløbshindring, der forårsagede vandsprøjt over på elkontakten der sidder lige ved siden af, og medførte overgang i strømmen?

Hypotesen bevistes ved at fatte vandpumpetangen en sen aftentime derefter, og så er der vel ikke noget at sige til at min næste reaktion var

TELL IT TO THE WORLD !

– og så røg den på bloggen. 

 

Vaskemaskinen der ikke vil lukke vandet ud længere. Vandlåsen?

Tjek saxofonen.

 

 

Perler fra svin. 

 

Mtb ud til Gråstenskovene ad Gendarmstien, og pludselig var 4 timer gået.

Erfarede fra min ven den sidste lørdag, at han overhovedet ikke havde savnet os, men bare var kørt frem for at skynde sig hjem. For meget research kan åbenbart gøre enden på en historie. Jeg synes ellers den var god.

Omsider. Vi er altså tilbage i september, Landsstævnet i motionscykling, Nr. Lyndelse på Fyn. Det er søndag, og jeg er lige blevet færdig med enkeltstarten om formiddagen. Klokken 13 starter Postmasterløbet. Tidligere år har der været samlet start, helt samlet inklusive alle aldersklasser, med en relativt lang distance efter master, før løbet bliver givet frit. Men i år prøver arrangørerne noget nyt: aldersinddelte startgrupper, og en noget kortere masterdistance, 18 km, på grund af fairness og trafikhensyn. 

Der var ganske friskt tempo på i masterperioden. Ikke alt for sent trak jeg diskret fremad for at have et godt udgangspunkt når løbet blev givet frit.

Det gik godt med at følge med, og også gå med i forsøg på at skabe hul.  

Og så alligevel, en tredjedel inde i løbet var jeg for utålmodig og uforsigtig, og havde en kort overgang derefter pludselig ikke kraft nok til at holde fast i en af de 2 forreste 6-8 mandsgrupper. Ha, den gamle historie, vil licensryttere sikkert sige dertil, og det er nok rigtigt. Postmasterløbet var i modsætning til de andre landsstævneløb åbent for licensryttere, men jeg har ingen anelse om hvor mange der var med. Men denne første fase af løbet var meget licensløb-lignende. 

Nu var jeg ganske vist hægtet af, men dog kommet mellem de forreste og resten bagude. Så gjalt det om at holde forspringet, men samtidig spejde både fremad og tilbage efter nogen at dele arbejdet med. Solokørslen skulle være kortest mulig, for ikke at spilde kræfterne, om det så skulle være nødvendigt at falde lidt tilbage for det. Lykkedes at finde sammen med en anden ensom rytter, der blev til to og så fire. Bevarede fart og intensitet.

Indhentede efter to tredjedele en stor gruppe, som viste sig at være de af min klubkammerater, der som yngre var startet 10 minutter før. Ja, mere end det, for de havde holdt lidt igen, for at kunne slå følge med dem der var startet 5 minutter før mig. 

Må indrømme at jeg som altid var legesyg, og lige kunne se for mig hvor lækkert det ville være at gå forbi bagfra, men mine medbragte lejesvende fra de andre klubber var (forståeligt nok) vældig tilfredse med at have indhentet en god gruppe at aflaste sig ved. Så det kom der ikke noget ud af. Jeg var nu også uhyre tilfreds med selskabet, det havde jeg ikke turdet håbe på.

Forbavsende var det egentlig, at vi resten af turen så godt som ingen andre cykler så undervejs. Måske fordi der trods alt alligevel ikke var så forfærdelig mange deltagere til det løb, for der var tydeligvis mange der var taget hjem forinden, efter hold- og tidskørslerne. Måske de kun havde overkommet en endagsbegivenhed, det kan være af praktiske årsager såsom overnatning, og valgt holdløbet om lørdagen.

Den forskudte start havde spredt deltagerne, eller rettere trukket dem længere og længere ud i løbet af strækningen. Det var jo også meningen af sikkerhedsmæssige grunde, men jeg holder nu meget af det modsatte, nemlig at der er lidt mere trængsel så man kan SE nogen flere undervejs, uanset om de kører forbi én eller det modsatte, eller man kan følges.

Ville et motionsløb i traditionel stil hele vejen igennem være bedre? Der var da chancen for at prøve et “rigtigt” cykelløb; på den anden side fornemmede jeg at netop det brød en del sig ikke sig om. Man kunne jo så “på skrømt” lade sig starte med væddeløberne, og derefter bare køre et normalt løb, men det var der som sagt lidt for få deltagere til ville være særlig sjovt.        

En anden beretning derfra jeg sætter stor pris på, med liv og meninger, findes i artikelarkivet hos klubben Baghjulet.