Her tager jeg vist munden for fuld, men det er nu helt sjovt at så mange blogdiner eelsker at sværme omkring tallerkenen og menuen.

Helene Uri: Honningtunger (forlaget Klim 2006, oversat fra norsk).

Det er forresten meget ofte omslaget, der får mig til at gå i gang med en ellers ukendt bog, det var det nok også med denne.

En roman om fire lidt umage veninder, der i flere år fast mødes og skiftes til at være værtinde og finde på menuen. En underliggende uro og disharmoni viser sig at bunde i noget dybere.

Udfor dén bogtitel i min done that – liste skrev jeg “overraskende god”, derfor anbefalingen.

Men hvad jeg kom fra var, at hvert kapitlel som svarer til hvert møde, selvfølgelig indeholder en udførlig, UDFØRLIG, beskrivelse af menuen og tilberedningen.
I starten læste jeg som jeg læser, altså løbende omsætter bogstaverne til forestillingsbilleder og film. Men snart måtte jeg acceptere, at det orkede jeg simpelthen ikke om mad; måske var jeg bare ikke sulten nok, men det ER nu nok også mest en kvindetsag, sværmeriet.

opdateret 14.2.08

..er det når hans datter FRIVILLIGT kommer og slår ham for pengene til en cykelstyrthjelm.
Det er lille Maria fra billedet i det foregående indlæg, der pludselig er blevet voksen og læser på universitetet i Århus.

Set fra en cykelsadel er trafikken deroppe ret heftig, og da en anden cyklist blev kørt ned lige foran hende for nylig, blev beslutningen om cykelhjelm åbenbart taget.

Egentlig kunne jeg have skrevet om det nylige Champagneløbet, cykelklubbens årlige hyggelige cykelorienteringsløb for aktive og familie.

Jeg vil nu alligevel i stedet hive mine billeder fra for nogle år siden frem, og berette om da jeg dannede hold i løbet sammen med mine børn.

Efter indledningen følger en gradvis stigende spænding (lidt) i beretningen, her Maria der klipper ved en post:

Og Mads på vej:

Ungerne cyklede det bedste de havde lært, og det gik mægtig godt længe, troede jeg i hvert fald. Men pludselig sad Mads her under et træ med cyklen og et “Nix, jeg kører ikke én meter mere”, og kunne ikke drives én centimeter videre. Krisen.

Han har nu altid været god til at sige fra når det var relevant, og det var det vist her, hvor jeg tempomæssigt havde spændt buen lovlig hårdt for at indfri de store ambitioner for holdet.

Så trække vejret, rolig nu. Forløsning, krisen overstået. Vi kom gudskelov af sted videre igen. Happy ending.

I dag har jeg ondt i hovedet.

Der er en hasselbusk ude i haven. Normalt er det kun med nød og næppe den giver noget, men i år var det HELT fint:

De skal stå her i stuen fordi de er så rare at se på, og go’e at røre ved.
Ligesom Onkel Joakim også er vild med at bade i alle sine penge i pengetanken.
Min søde datter Maria antyder at jeg stiler for højt og måske skulle nøjes med et fodbad.

Det vil jeg nu ikke høre på. Som barn så jeg en tårnspringer der fra tyve meters højde sprang ned i et lille bassin på kun en eller to meters dybde. Det virkede også helt umuligt.