Arkiv for 2008

Vaskemaskinen der ikke vil lukke vandet ud længere. Vandlåsen?

Tjek saxofonen.

4-sax 

 

Perler fra svin. 

grus 

Nede på jorden igen

Mtb ud til Gråstenskovene ad Gendarmstien, og pludselig var 4 timer gået.

Erfarede fra min ven den sidste lørdag, at han overhovedet ikke havde savnet os, men bare var kørt frem for at skynde sig hjem. For meget research kan åbenbart gøre enden på en historie. Jeg synes ellers den var god.

Omsider. Vi er altså tilbage i september, Landsstævnet i motionscykling, Nr. Lyndelse på Fyn. Det er søndag, og jeg er lige blevet færdig med enkeltstarten om formiddagen. Klokken 13 starter Postmasterløbet. Tidligere år har der været samlet start, helt samlet inklusive alle aldersklasser, med en relativt lang distance efter master, før løbet bliver givet frit. Men i år prøver arrangørerne noget nyt: aldersinddelte startgrupper, og en noget kortere masterdistance, 18 km, på grund af fairness og trafikhensyn. 

Der var ganske friskt tempo på i masterperioden. Ikke alt for sent trak jeg diskret fremad for at have et godt udgangspunkt når løbet blev givet frit.

Det gik godt med at følge med, og også gå med i forsøg på at skabe hul.  

Og så alligevel, en tredjedel inde i løbet var jeg for utålmodig og uforsigtig, og havde en kort overgang derefter pludselig ikke kraft nok til at holde fast i en af de 2 forreste 6-8 mandsgrupper. Ha, den gamle historie, vil licensryttere sikkert sige dertil, og det er nok rigtigt. Postmasterløbet var i modsætning til de andre landsstævneløb åbent for licensryttere, men jeg har ingen anelse om hvor mange der var med. Men denne første fase af løbet var meget licensløb-lignende. 

Nu var jeg ganske vist hægtet af, men dog kommet mellem de forreste og resten bagude. Så gjalt det om at holde forspringet, men samtidig spejde både fremad og tilbage efter nogen at dele arbejdet med. Solokørslen skulle være kortest mulig, for ikke at spilde kræfterne, om det så skulle være nødvendigt at falde lidt tilbage for det. Lykkedes at finde sammen med en anden ensom rytter, der blev til to og så fire. Bevarede fart og intensitet.

Indhentede efter to tredjedele en stor gruppe, som viste sig at være de af min klubkammerater, der som yngre var startet 10 minutter før. Ja, mere end det, for de havde holdt lidt igen, for at kunne slå følge med dem der var startet 5 minutter før mig. 

Må indrømme at jeg som altid var legesyg, og lige kunne se for mig hvor lækkert det ville være at gå forbi bagfra, men mine medbragte lejesvende fra de andre klubber var (forståeligt nok) vældig tilfredse med at have indhentet en god gruppe at aflaste sig ved. Så det kom der ikke noget ud af. Jeg var nu også uhyre tilfreds med selskabet, det havde jeg ikke turdet håbe på.

Forbavsende var det egentlig, at vi resten af turen så godt som ingen andre cykler så undervejs. Måske fordi der trods alt alligevel ikke var så forfærdelig mange deltagere til det løb, for der var tydeligvis mange der var taget hjem forinden, efter hold- og tidskørslerne. Måske de kun havde overkommet en endagsbegivenhed, det kan være af praktiske årsager såsom overnatning, og valgt holdløbet om lørdagen.

Den forskudte start havde spredt deltagerne, eller rettere trukket dem længere og længere ud i løbet af strækningen. Det var jo også meningen af sikkerhedsmæssige grunde, men jeg holder nu meget af det modsatte, nemlig at der er lidt mere trængsel så man kan SE nogen flere undervejs, uanset om de kører forbi én eller det modsatte, eller man kan følges.

Ville et motionsløb i traditionel stil hele vejen igennem være bedre? Der var da chancen for at prøve et “rigtigt” cykelløb; på den anden side fornemmede jeg at netop det brød en del sig ikke sig om. Man kunne jo så “på skrømt” lade sig starte med væddeløberne, og derefter bare køre et normalt løb, men det var der som sagt lidt for få deltagere til ville være særlig sjovt.        

En anden beretning derfra jeg sætter stor pris på, med liv og meninger, findes i artikelarkivet hos klubben Baghjulet.

Opslugt af jorden

Det må vores mest ivrige cykelkammerat på mtb-træningsturen i lørdags, ham der var kommet lidt væk fra os andre, vantro have tænkt om os. For pludselig, nærmest lige midt på vejen, var vi alle forsvundne. Det var heller ikke let for nogen at vide, men for nogle måneder siden opdagede jeg en ny markvej at tage med i en tur. Virkelig godt skjult. Den var vi andre cyklet ad. Så overskriften kan modereres til da vi var SOM opslugt af jorden.

Jeg gør mig store anstrengelser for at finde gode mountainbikeveje, det vil sige noget uden asfalt, markveje og skovstier. Især brugbare markveje er svære at finde, til gengæld er der dér mulighed for at opdage uopdagede skatte.

Når jeg så er ude at cykle, er der sport i at opsøge og få sat så mange af de mountainbikestykker sammen som muligt, med mindst mulig transit på asfalt imellem dem.

Andre gange kan strategien være at køre en længere asfaltvej til et f.eks en skov med mange stier. Heldigvis kan det ofte kombineres.

 

Den bedste metode at finde nye ikke-asfaltveje på, er at nærlæse et detaljeret traditionelt landkort, det kan være et trykt, på CD, eller steder på nettet, og dér spotte mulige kandidater.

Derefter gerne tjekke luftfotoet af området i stor forstørrelse på Googlemaps  Efter sidste opdatering for nogle måneder siden er detaljeringsgraden blevet fremragende. På luftfotoet kan man se om stien ser ud til at findes i virkeligheden, noget om tilgængeligheden, og om den f.eks. går lige igennem en gårdsplads, det er jeg nemlig endnu ikke på det rene med om går an.

Final check er selvfølgelig at prøve stien med cyklen, helst på en alenetur. Så er den klar på repertoiret, også til at bruge hvis jeg er vejviser eller turleder på fælles træningsture.

 

Det skjulte stykke jeg lige har snakket om starter ved at køre ind ad baggården hos automobilforhandleren, har kort græsunderlag det meste af vejen, og slutter diskret foran gården med den store lade. Zoomer man ind, ses stien tydeligt, både den svære indkørsel og også ved siden af det levende hegn.

 

Jeg er altid ked af når nogen tabes undervejs på en træningstur, men nu havde jeg altså sagt at jeg havde en god rute, og skal jeg være skrap kan jeg også sige det var delvis selvforskyldt, når nu min energiske kammerat tolkede “Follow the leader” sådan, at det kan gøres 200 meter foran gruppen. Jo da, vi har det sjovt, så tit.   

dagkassen

 

Der blev osse mere plads i kælderen.

… at efter to dages rekonvalescens har jeg i dag alligevel haft understellet ude en tur for lige at formopfriskes, ud fra en tanke om at det nok ikke fejler noget, nu der sådan set kun er symptomer fra luftvejene.

Der var jo dejligt solskin i eftermiddag, og jeg fik kørt en fin og opbyggelig tur ud på Kegnæs, den lille ø eller halvø syd for Als.
Og det lykkedes (til forskel fra en del gange før) at lade være at overdrive, selv da jeg derude følte det forræderiske “det her, det går da udmærket”.

Syg søndagstur.

Kørte søndag en udmarvende mountainbiketur trods halvsyg; nu er jeg helsyg.

Den søndagstur med omkring ti andre fra klubben VILLE jeg ikke undvære, selvom jeg allerede om lørdagen havde tilbragt et par våde timer med tre venner, på Arnkiløre og i Sønderskoven på mtb, og da samme eftermiddag begyndte at føle mig syg. Det fornuftige havde været at regenerere om søndagen, i stedet for at springe på cyklen igen. Også den blev dog en god tur som forventet. Om jeg så egentlig er blevet klogere kan diskuteres.

På mtb kommer jeg meget sjældent til at fryse, heller ikke når det regner. Sådan er andres oplevelse også, ved jeg. Det er som om der er varmere i skoven selv den koldeste dag, det må være fordi den skærmer for vinden. Men også fordi skovstierne er så inspirerende at tempoet bliver højt og varmegivende. Fryser jeg, skulle det da lige være på en solotur, der har været alt for lang eller hvor jeg har været uinspireret. Når man i stedet er flere sammen, giver det normalt altid større evne til at mobilisere kræfterne hele vejen.  

Nej, den farlige tid er ikke på cyklen, men lige bagefter: “Det åbne vindue”. De timer lige umiddelbart efter stor fysisk aktivitet, hvor man er mere udsat for infektionssygdomme og skal passe på ikke at fryse eller blive smittet. Dér dummer jeg mig af og til i, ved enten at gå ude og overstå cykelvasken i det klamme tøj, eller at smide det klammeste tøj inde, og så alligevel gå rundt halvfrysende i resten og ikke skynde mig at komme i bad og få rigtigt tøj på. Det inviterer infektion.

“Det åbne vindue” forfølger mig åbenbart endnu, fra jeg var barn. Lige siden gyseren med den titel blev sendt en sen aften i fjernsynet, sort-hvid i serien Hitchcock Presents, har jeg gyst bare ved ordene.

Enkeltstart har jeg kun kørt tre gange: for 15 år siden, 5 år siden, og nu til landsstævnet.

 

Den første gang var til en sølvtid efter DCU-tiderne, hvor jeg gav alt, lige til omkring kvalmepunktet. Og kan huske i tiden derefter, at være ærgerlig over jeg ikke havde bedt om at få et diplom eller noget, som minde om at så højt nåede jeg trods alt. For jeg troede bestemt ikke nogensinde at jeg ville komme til at køre noget bedre, sådan som jeg havde anstrengt mig. Og forude ventede vel også bare støvets år. 

 

Næste gang var det naboklubben SCK der holdt diplomløb; Klaus og jeg fra klubben mødte op. Det var en alt for blæsende dag, men blev dog til en sølvtid igen. Og til forskel fra før havde SCK medaljer af kød og blod, sludder, rigtigt metal, og jeg jublede.

Hvor tit havde jeg ikke i det stille misundeligt skævet til mine ungers bugnende medalje- og pokalsamling fra fodboldstævnerne. Og jeg selv havde ikke én eneste. Den dag gjorde det slut med al skjult misundelse og nag i familien.

 

Landsstævnets enkeltstart i år var jeg for nærig til at springe over, selv om jeg havde kørt holdløbet dagen før, og skulle køre det almindelige Postmaster cykelløb en time efter. Jeg havde jo betalt for “the full package”. Og hvis nu…? Bare én guldtid, så behøver jeg aldrig køre enkeltstart mere, pleeease.

 

Mine forberedelser bestod udelukkende i at sørge for den bedst mulige fysiske form, den vidste jeg jo kunne bruges til alle tre løb. Så cyklen var bare standardcyklen.

Intet enkeltstartsstyr, for det havde jeg ikke trænet med. Som grundregel skal man træne i netop det specifikke bevægemønster der skal konkurreres i, og en pludselig ændret kørestilling i forhold til min almindelige landevejstræning ville næppe have været nogen fordel. Greb om styroverrøret mod midten, albuerne godt ind til kroppen, underarmene næsten vandret, så er kørestillingen nogenlunde af samme aerodynamik som den havde været med liggestyr. Tricepserne, bagpå overarmene, var så temmelig belastede for at holde stillingen, men herregud, en lille time og hvad så. En gevaldig ømhed bagefter, kan jeg svare. 

Cyklen betyder kun lidt i forhold til fysiologien, ikke mindst når snittet er 35 og ikke 50: er kæde og tandhjul i orden, dækkende gode og velpumpede kan cyklen ikke udrette mirakler. Stel og egere skal muligvis ikke ligefrem være fabrikeret af kogt spaghetti, men det er så også det hele.

På ét punkt syndede jeg groft i forberedelsen: fordi holdløbet havde været min førsteprioritet – jeg ville jo hverken svigte de andre eller for den sags skyld gå glip af turen, hvis jeg skulle punktere – så jeg kørte stadig med træningsdæk og indlæg. Dem gad/orkede jeg ikke skifte forinden enkeltstarten, og havde heller ingen hurtigdæk med. Desuden ville jeg da heller ikke gerne punktere ved det efterfølgende Postmasterløb. 

 

Banen var en trekant med først medvind på hele det første ben, så mod- og sidevind. En del for meget vind. Siden mit forsøg hos SCK havde jeg luret på en lejlighed til at køre enkeltstart med vindstille, for det er tydeligt det giver de bedste tider. Jeg mener dog at have draget erfaringen dengang, at hvis det blæser i begyndelsen af ruten, gælder det om at få mest muligt ud af medvindsstykket, køre med fuld fart, selv hvis man så skal køre lidt over evne dér. Så kan man vinde noget tid til modvindsstykket.

Præstationsmæssigt var min primære bekymring, om jeg kunne mande mig op og virkelig at køre til, glemme alt om gummi- og andre ben, plus alt andet. Sekundært selvfølgelig det indlysende, om jeg nu også kunne disponere, så ydelsen hele tiden var næsten maksimal, men ikke højere end at niveauet kunne holdes oppe hele distancen. Det lykkedes, kan jeg betro allerede nu. Også selvom jeg ikke har trænet enkeltstart specifikt; jeg har nemlig ikke haft lyst til på forhånd at mindes om hvor rædsomt det er at køre så hårdt, og så så læænge.

Sidste punkt før start var at klistre måltiderne fast på styret, undskyld jeg mener mål-tiderne: minutter for bronze, sølv, guld, og derunder den tilvarende gennemsnitsfart. Speedometeret fik lov at stå på kilometervisning indtil der var 3-4 km tilbage, derefter slog jeg det om på minutter for at have en præcis prognose at køre efter. 

 

styrlabel 

 

Så det var altså fuld fart de første 12 km i medvind, med pulsen en hel del over hvad der egentlig burde være passende. Min anaerobe tærskel har jeg en nogenlunde fornemmelse for hvor ligger, tror jeg nok, og i praksis skulle det være godt nok. Pulsuret har jeg stort set ikke kørt med i år, og det var bare en pludselig indskydelse der fik mig til at tage det på til enkeltstarten, for at kunne følge med “af rent akademisk interesse”. Det viste sig selvfølgelig guld værd alligevel.    

 

Pulstallet viste sig at ligge forbavsende konstant og højt, på omkring 90 procent af maxpulsen det meste af tiden, kun svingende mellem 87 og 93 %.

De 90% af maxpulsen svarer for mig til et niveau på 86% af VO2max, maksimale iltoptagelse (efter Karvonens formel), en særdeles tilfredsstillende intensitet, og endda noget højere end jeg før har skønnet min anaerobe tærskel til.

Uden pulsur havde jeg nok ikke kunnet fornemme, hvornår jeg kunne tillade mig at øge med lidt ekstra, og tilsvarende hvornår jeg skulle holde lidt igen, for at det ville gå i længden. Bagefter savnede jeg at have haft et pulsur med hukommelse i, for senere at akademisere over pulsforløbet, hjemme i sækkestolen. Også for at være mere sikker på MIN hukommelse, for nøgternt betragtet er pulstallene faktisk lidt FOR gode.

 

Slutfasen var dramatisk, for ved den svære passage af motortrafikvejen skulle jeg både passere to forankørende og tage de to skarpe sving. Selvom der var trafikregulering med officials og politi, følte jeg mig tillige forpligtet til at holde en anelse øje med biltrafikken, bare for helbredet og livets skyld (som om det talte noget). Derfor var koncentrationen på selve svingene nok ikke hundrede procent. I det andet sving, rutens allersidste, mærkede jeg baghjulet skride anslået en halv meter sidelæns henover asfalten og endte i grusrabatten. Takket være det der følger de tossede, lykkedes det netop at blive stående oprejst på cyklen uden at klikke ud af pedalerne, og så afsted, afsted.

Ved målet havde klubkammeraterne havde været så søde at huske mig, så mens jeg anstrengte mig for at se ekstra anstrengt ud de sidste meter, kunne jeg høre og se dem stå ved den oppustede gule vinyltriumfbue og heppe mig hjem. Som sagt, lettere bestyrtet kom jeg endelig i mål, med et halvt minut til min guldtid at give af. Den eneste foran mig i klassen over 50 var til gengæld næsten tre minutter bedre, og der var intet jeg kunne fortryde, der ville have bragt mig derop.

Så jeg var glad.

 

 

rev.20.10.08

Ude med vennerne til fri cykling i dag, gør godt at føle den fremdrift og kraft jeg af og til savner når jeg kører selv. Og i morgen er der atter en cykeldag, og en aftale.

Autumn leaves

Endelig. Det skal gøre godt at komme ud på mountainbiken nu. Ud, mens der endnu ikke er faldet så megen regn, at de gode stier er blevet for smattede og sumpede. Ud, mens man stadig kan nå at være den første der kører gennem skoven på en sti, der blevet helt væk nedenunder et gyldent lag blade.

Jeg trænger også til at se noget andet end de sædvanlige asfaltveje, og røre mig på en ny måde, og alligevel ikke svigte cykelformen. Forandring fryder.

autumnleaves 

Med cykelklubben skal først lige den trælsomme periode overstås, hvor ingen er rigtig blevet enige om det skal være på racer eller MTB.

Hvor man så forsøger at følges alligevel, og det ender med en blanding af hverken det ene eller det andet, hverken racer- eller mountainbikekørsel. Eller man deles i sørgeligt små grupper af hver sin slags, og gode venner skilles med et “jamen, jeg troede du kom på …”

Maskineri i gruset

Straks jeg var svinget friskt ind på vejen mellem gårdene ved Gammelgård, kunne jeg mærke at den var gal, at her kunne jeg hverken styre eller bremse. 

Og jeg kunne se at der var lagt ny og meget rigelig løs belægning på vejen op mod bakken, af typen forbandede-småsten-i-forbandet-flydende-asfalt.

Nåede at rettede cyklen helt op og køre trillende ligeud i det løse. Sigtede mod en bred privat indkørsel, og røg ligeud i svinget og ind i indkørslen, meningen var så en sikker nedbremsning dér.

Haveejeren havde bare OGSÅ lagt højt grus i SIN indkørsel, og så var den planmæssige standsning spoleret og jeg lagde mig med cykel i en sky af cinders og med røven i rosenbedet. Av og av.

grussving 

 

rosenbed 

 

Det var ellers et vidunderligt vejr til den eftermiddagstur, og så ville jeg have snuppet Høgebjerg op ad den ene og ned ad den anden vej. Men de havde begge fået samme behandling. Øv. Der skulle jeg heller ikke nyde mere. Og dobbelt øv, for nu er der risiko for, at vejen permanent bliver så grovkornet, at fornøjelsen ved at GLIDE gennem landskabet ikke er helt den samme. Og hullerne har det også med at dukke op igen.

 

grushoegebjerg 

Valg af vedligeholdelsesmetode ved jeg ikke hvem jeg skal bebrejde umiddelbart, men valg af regering tror jeg nok er det sidste led man kommer til, går man baglæns i årsagssammenhængen.

Holdløbet med 6 til 10 mand der skal køre 93 km, hvor sjettemandens tid i mål tæller, er en ganske spændende disciplin, der kræver mange overvejelser og talenter, før og under.

Ved de to sidste landsstævner har jeg kørt holdløb, og kan derfor dividere erfaringerne med to, og dermed sige der også er statistisk belæg for dem.

En væsentlig betingelse for succes (uanset om succeskriteriet er en god tid eller bare en god følelse) vil jeg påstå er, at før starten gøre sig grundige overvejelser om vi kører for at få:

Alle med rundt og i mål nogenlunde sammen ELLER få den bedst mulige sluttid/medalje. 

Beslutningen skal tages inden starten, og følges. Det er så godt som umuligt at undervejs konferere, overveje og forhandle indbyrdes for at ændre planer, for uret tikker hele tiden.

Er man startet ud efter alle-med modellen, og undervejs alligevel beslutter at gå efter tiden, kan der nemt allerede være gået for megen tid allerede.

Går man derimod efter bedst mulige tid, er det nødvendigt benhårdt undervejs at udskille dem der eventuelt hænger, sålænge man er 6 eller flere tilbage, fremfor at vente. Vil man være lidt rar, kan man forsøge at alligevel få flest mulig med rundt, ved at fritage dem helt for føringer, straks dagens svageste ben åbenbarer sig, så de kan koncentrere sig om at holde hjul. Men ligesom under punkteringsovervejelserne kan det her endnu mindre betale sig at spekulere i om de sidste mon kan hjælpe til ved af aflaste de andre i føringerne. Det kan de aldrig.

 

Punkteringer: skal man vente ved punkteringer eller hvad? Svaret giver sig selv, hvis man har valgt sit hovedmål: ja ved alle-med og nej hvis tiden er højestprioriteret, selvfølgelig.

Det undrer måske at jeg fraråder at vente på punkterede, hvis man kører for tiden. Er der da så ikke flere til at deles om føringerne? Jo, i princippet, men det er generelt overvurderet, for det betyder ikke noget særligt om man skal tage hver 6. eller hver 10. føring, restitutionen derimellem kan man nå alligevel.

Til gengæld anbefaler jeg at man venter, hvis man kun er 6 tilbage, og der er punktering. (Det var lige en indforstået vits, udsprunget af at der ved stævnet var et enkelt hold der drønede i mål med 5 mand, uden at have opdaget den 6. var røget af bagude undervejs.)

 

Formation og samarbejde:

Et hurtigt rulleskift er jo nok (?) det allermest professionelle at køre, og det de mest ambitiøse drømmer om. Til gengæld er der flere hager:

1.Samtlige skal deltage i det, og mestre det.

2.Teknisk svært, og endnu værre på smalle veje. Man kommer hele tiden så tæt på hinanden og ændrer fart og retning, rummer en vis fare. Det kan også være ineffektivt, fordi der er for meget spild af kræfter til accelerationer og unyttig frontvind, hvis omstændighederne og teknikken ikke er perfekte.       

3.Innerverende, selv hvis det går rimeligt, ikke blot pga. styrtfaren, men også fordi alle skal tage samme hurtige regelmæssige hårde tørn i skiftet, uden mulighed for at individuelt fordele føringernes antal og længde. Kun egnet til ryttere der er ret ens i fysisk formåen.

Et meget traditionelt og stadig godt valg er almindelig på linje med skiftende føringer og passende viftedannelse når der er sidevind. Er man rigtig mange, sidevinden stærk eller vejen smal kan det være nødvendigt at danne flere vifter. Vifterne kan nemt drille, for det tager tid at finde ind i dem, fordele sig, og føringerne er lidt sværere at skiftes om at dele.   

En mulighed er måske også at køre i en dobbelt række. Det er nyt for mig i denne her sammenhæng, og umiddelbart virker det som kraftspild med to førende, men jeg har hørt at mindst ét af Danfoss-holdene, der gjorde det godt, overvejende brugte den formation. Om der i virkeligheden var tale om et langsomt skiftende rulleskift ved jeg ikke. Jeg kan tænke mig dobbeltrækken kan have en fordel i at behovet for dannelse af flere vifter i sidevinden forsvinder, fordi dobbeltlinjen ikke er så lang. Er tiden mindre vigtig burde den nok også være okay, ligesom når vi kører tur. 

Noget af det sværeste ved holdkørslen er overgangene, hver gang man f.eks man starter en formation påny eller går fra flere vifter til én linje. Dér behøves samarbejde, rutine og målrettethed: man skal rubbe sig og finde ind, så farten straks kan sættes op til marchhastighed, til max.

 

Match holdet ! – er vigtigste af alt, og derfor gemt til sidst:

Er alle rytterne ens i fysik og færdigheder, bliver det hele både nemmere og bedre. For det meste er det dog ikke muligt, kloningsteknikkerne er ikke så langt fremme endnu. Det næstbedste er at spredningen ikke er større end at den svageste i princippet altid kan holde hjul på den stærkeste førende, selv ved fuld gas.

Det kan også være at holdet kun med nød og næppe er kommet op at stå bestående af dem der nu engang har meldt sig, eller meldt sig først. Så må man få det bedste ud af dét. I den situation er det ekstra vigtigt undervejs at hele tiden kommunikere opad og nedad i rækken, for at tilpasse tempoet så det bliver højt, men ikke så højt at gruppen knækker. Den vigtigste dyd hos en holdkører er at turde råbe fremad når farten skal lidt ned, for at han ikke selv kommer til at hænge.   

Én pointe vil jeg anføre under punktet matching, belært af dette års holddannelse i min klub: Egentlig skulle der have deltaget et hold mere, bestående af noble gentlemen over 50, men der var ikke tilslutning nok. Vi kunne derimod stille med 10 til et “normalhold”. Det var ikke særlig smart kan jeg se nu.

Normalholdet havde stor spredning i køreevne, og alene alderen som kriterium for holddannelse giver også en meget stor spredning.

Det rationelle havde været at slå alle tilmeldte sammen, og så igen delt dem efter fysik og færdighed, på TO mindre hold á 7-8 mand, for det var der nok til. Så havde kvinderne også været bedre tilgodeset, og sikkert faldet mindre ved siden af.

Men nu er det jo ingen diskussionsklub, desværre, for jeg så gerne der var mere lejlighed til samtale i klubben, så tilmeldingen og holddannelsen kunne vendes mere åbent og nøgternt. Ikke at det havde gjort nogen forskel nødvendigvis, eksempelvis er det jo først bagefter at pråsen med to-men-mindre-hold er gået op for mig.

Mix-hold har ikke gode kår, for det ene minut tidsgodtgørelse hver kvinde på holdet i mål får forslår kun lidt, og de ender let med at blive smidt overbord undervejs, enkelte tomboys undtaget. 

Rene kvindehold er nok mere rigtigt, men i nogle klubber vil det betyde de så kun kan stille hold i enkeltstart, eller muligvis parløb hvis det fandtes. Landsstævnet åbner mulighed for at mindre klubber slår sig sammen i holddannelse, det kunne være en mulighed for kvinderne. Jeg ved ikke noget om det er attraktivt at køre med “fremmede” eller om det er muligt i praksis at få koordineret. Det vil sige, det ved jeg godt, for i resultatlisten 2008 ses at der ikke et eneste 93 km kvindehold.

 

Tidskravet for at få guld- sølv- eller bronzetid på de 93 km afhænger af aldersgennemsnittet og som sagt køn, og slås op hos arrangøren, der igen har det fra DCU’s Røde Bog, hvor de ligger helt fast.

Da det kun er de første 6 der behøver at komme i mål, er det muligt at spekulere i reglerne, ved at medtage en 7.-10. mand der bare skal højne aldersgennemsnittet.

Spekulationen ved jeg ikke rigtig hvad jeg skal synes om, for på den ene side har jeg lige sagt at alle midle
r skal i brug hvis man går
efter guldet, men på den anden side er der noget deri der ikke er helt fair, selvom reglerne er overholdt.

Det er nok heller ikke sjovt bare at være ballastsæk, der hurtigt droppes fra ballonen. Måske regulerer det sig selv, ved at ingen 7-10’er har lyst at deltage, hvis det kun er som en spekulatius.

Undervejs mens jeg her skriver, har jeg mere og mere fået en fornemmelse af, at det nok alligevel er i bedst overensstemmelse med også den meget enthusiastiske motionscyklings ånd, først at forsøge stille et jævnbyrdigt hold, og derefter lægge mest vægt på at komme igennem som samlet hold. Sådan at det overvejende kun er utilsigtet, ukalkuleret, at nogen må stå af eller slippe undervejs eller før til allersidst.   

For igen at nævne Danfoss’ tre hold: DanfossCykelKlub/32 – DanfossCykelKlub/28 – DanfossCykelKlub/Cafee. Her der vist nogen der har prøvet på aktivt at matche holdene. 

Til gengæld er der ikke nogen regeltænkning mulig mht. placeringen i konkurrencen baseret på den rå tid alene, 1.-2.-3. plads, men det er i sagens natur kun de allerhurtigste hold beskåret at placere sig her.        

 

Da det blev vores tur, Cyklemotion Sønderborgs hold, som 9. af 40 startende, lagde vi ud med at køre ligeud ved den første svingpil, men tabte dog kun lidt, selvom det var et shock. Ingen havde vist regnet med at pilene på vejen, den eneste afmærkning, var så små og blege.

Efter 1/3 og 2/3 af distancen, samt kort før mål, lod tre sig falde bagud, så vi kom 7 samlet over stregen til en sølvtid, på en 4. plads blandt mixholdene. I betragtning af at vi kørte på en kompromis-ikke-helt-afklaret-strategi, synes jeg det var absolut udmærket.   

 

   

Oh, ikke noget særlig ideelt blogindlæg, for sent og alt for langt, det er der ingen der gider læse. Men jeg skriver altså denne gang kun for dem der gider læse det alligevel, så det får være.

Nyere indlæg » - « Ældre indlæg